OM BOGEN:

Bogen er skrevet i et samarbejde mellem Susanne Warming, jordemoder ved hjemmefødselsordningen i Region Sjælland og børnebogsforfatter og far, Jesper Manniche,  som delte oplevelsen at hjælpe Jespers kone med netop at føde en Knud.

Vi har savnet en glad børnebog på dansk, der kunne hjælpe børn til at forstå fødslen og være udgangspunkt for en snak mellem voksne og børn om graviditet, fødsel, babyer og det at blive storesøster eller storebror.

Og vi er glade for at kunne bidrage med dette, med bogen her. Og vi håber bogen giver - ikke kun børnene, men også forældre - en større forståelse for fødslens fantastiske proces.

 Bogen vil også være relevant at have i dagplejer, vuggestuer, SFO´er og på skolebiblioteker, således at børn nemt kan få adgang til den. Uanset om børn venter mindre søskende eller ej, så er mange børn nysgerrige på, hvordan vi alle – incl. dem selv – er blevet født.

Vi er så heldige, at have indgået samarbejde med den talentfulde illustrator – Eva Flinch Gjedde – som har fyldt bogen med skønne tegninger.

 En kombination af tegninger, tekst og små opgaver, gør at bogen kan anvendes som en pegebog for helt små børn, og samtidig give større børn vide og indsigt i fødslens forunderlige verden.